onsdag den 13. november 2013

Au pair i USA - en stor beslutning

Efter et år på Vestbirk Musik- og Sportsefterskole, tog jeg en, på daværende tidspunkt, stor beslutning om at starte på Nordfyns gymnasium. Da jeg nåede til 3. G på gymnasiet, skulle jeg igen til at tage en stor beslutning. Nemlig hvad jeg skulle, når jeg havde fået min studentereksamen. Det var en meget svær beslutning for mig at tage. Jeg vidste, at jeg gerne ville have en pause efter at have gået i skole i 13 år. Jeg vidste også, at jeg meget gerne ville ud og opleve verden, men helt hvordan vidste jeg ikke. Penge havde jeg ikke vildt mange af, så det var svært at få råd til en lang rejse. Jeg begyndte derfor at undersøge muligheden for at komme ud og opleve verden ved at arbejde.

Jeg faldt over organisationen Cultural Care. Det er en svensk organisation, der sender Au Pairs fra hele verden til USA. Jeg meldte derfor min mor og jeg til et informationsmøde, hvor jeg blev helt vild med ideen om at være Au Pair. Jeg besluttede meget hurtigt til mødet, at jeg ville til USA og arbejde. Jeg skulle derfor igennem et interview, som blev klaret allerede samme aften som informationsmødet.

Herefter begyndte en lang proces. Jeg skulle have lavet mig en lang ansøgning, som til tider kunne virke lidt latterlig, men når jeg ser tilbage på det nu, så kan jeg godt se, hvorfor de skulle have svar på alle de spørgsmål om en. Efter en længere proces med at få skrevet ansøgningen og nogle mails frem og tilbage til med min danske og svenske kontaktperson, blev min ansøgning endelig godkendt. Jeg begyndte en meget spændende tid, hvor jeg skulle have fundet en familie. Måden dette foregår på er, at organisationen ser på, hvilke kvalifikationer og erfaringer jeg ligge inde med og hvilke behov familierne har. Hvis disse to stemmer overens, kommer man i hvad de kalder "match".

Der gik ikke lang tid, fra min ansøgning var godkendt, til jeg fik mit første match. Jeg fik en mail fra Cultural Care som sagde, at jeg havde fået et match. Jeg var helt oppe og køre, og syntes at det var super spændende. Jeg husker det som værende meget uvirkeligt, men også ekstremt spændende. Som rigtig mange andre også oplever, så hørte jeg ikke noget fra denne familie. Man kan have en familie i match i 48 timer, hvis de ikke viser interesse forsvinder de igen. Jeg havde rigtig mange af disse familier, men hver gang der kom et nyt match, blev jeg rigtig spændt på, om det nu kunne være min kommende værtsfamilie.

Da jeg fik mit nok 12. match var det anderledes end de andre. Det var en familie med en lille pige på 2 år og moderen var gravid og kunne gå i fødsel hvert øjeblik. De boede i Boston. Jeg kunne rigtig godt lide, hvad jeg læste om familien. Jeg gav derfor besked til Cultural Care om, at jeg godt kunne tænke mig at snakke med familien. De kunne heldigvis også godt tænke sig at snakke med mig. Jeg Skypede med familien et par gange. Derefter var der en længere periode på lidt over en uge, hvor jeg intet hørte fra familien. Det var lidt mystisk og ret træls, da jeg jo gerne ville videre i processen, hvis de ikke ville have mig som deres au pair. Grunden til den længere periode med stilhed, var at moderen var gået i fødsel, og hun fødte deres anden lille pige. Jeg fik dog efter kort tid en e-mail fra dem, at de havde valgt en af de andre piger, som de havde snakket med, da hun kunne tale spansk, og deres ældste pige kunne også en smule spansk.

Da jeg havde fået denne besked fra dem, valgte jeg at tage situationen i egen hånd. Jeg havde nu haft så mange match, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle se om jeg kunne finde en familie selv. Jeg så på den danske Cultural Care’s Facebook side, at en au pair havde skrevet, at hendes familie havde brug for en ny au pair snart. Jeg tog derfor kontakt til hende, for at høre lidt mere om familien. Jeg fik derfor tilsendt et brev, som familien har skrevet om sig selv, så de au pairs de kommer i kontakt med, kan læse lidt om dem. De lød som den helt perfekte familie for mig. Jeg sendte dem derfor en e-mail, som fortalte lidt om mig selv. Jeg var ret nervøs, da jeg ikke helt vidste om det var godt eller skidt, at jeg tog kontakt til dem på denne måde. Det viste sig dog at være godt, da jeg fik svar tilbage fra hende ret hurtigt. De havde læst min e-mail og kunne godt lide, hvad de læste. De ville derfor gerne snakke med mig. Vi aftalte derfor, at jeg skulle Skype med dem. Jeg startede med at Skype med moderen (Laura), hvor vi snakkede sammen et godt stykke tid. Hun var super sød. Dagen efter skulle jeg så snakke med deres daværende au pair. Det var meget rart at snakke med hende. Man kunne lidt bedre spørge hende om nogle ting omkring familien, som var lidt svært at snakke med dem om. Et par dage efter skulle jeg snakke med både Laura og Karl (faderen). Jeg snakkede mest med Karl, da han også havde nogle spørgsmål, som Laura jo allerede havde fået svar på. Men jeg sagde hej til dem begge to og også til deres lille søn Asher. Herefter var det blot at vente og vente. Jeg skulle vente på et svar fra dem om de ville have mig som deres au pair. Jeg havde givet besked til Cultural Care om, at jeg gerne ville bo hos dem, men jeg ventede på svar fra dem. De havde snakket med 2 andre piger på samme tid som mig også. En sen aften da jeg sad derhjemme, kom så den længe ventede mail. Jeg var så nervøs og kunne næsten ikke få mig selv til at åbne dem, men jeg skulle jo gøre det. De skrev til mig, at de meget gerne ville have mig som deres au pair. Det var super spændende. Jeg var så glad og helt oppe at køre. Selvom klokken var mange og mine forældre var gået i seng, var jeg så glad, at jeg bare løb op til dem og fortalte dem, at jeg skulle til San Francisco og bo.

Da jeg nu havde fået min familie, kunne alle forberedelserne på min afgang begynde. Forberedelserne består blandt andet i at få et visum, betale programafgift, pakke og købe gaver til familien. For at få fat i et visum, skal man til den amerikanske ambassade i København. Da jeg er fra Fyn, er det lidt træls at man skal helt til København for at få sit visum. For at rejse med Cultural Care, skal man betale en programafgift på 4.995 kr., hvilket inkluderer alt bortset fra forsikringen. Forsikringen som Cultural Care tilbyder starter på 2.500 kr., men den er dog ikke obligatorisk. Efter at have arbejdet hele sommeren, blevet student og sagt farvel til familien, blev det endelig tid til at tage af sted.

Min mor, hendes mand, min far, hans kæreste og alle mine søskende kom med i lufthavnen for at sige farvel. Jeg mødte nogle andre piger, som skulle til New York på træningsskolen også. Det at sige farvel til min familie var ikke så svært, som jeg havde forventet. Det var selvfølgelig ikke sjovt, men absolut ikke nær så slemt, som jeg havde forventet. Det var rigtig hårdt for min familie, men det var alt sammen super spændende for mig, hvilket gjorde det en del lettere. Det var ret svært at forstå, at jeg rent faktisk var på vej væk fra min familie i rigtig lang tid. Jeg var lidt nervøs, men stadig rigtig spændt på det eventyr, som var ved at begynde.

Pigerne og jeg ankom sikkert til New York, hvor vi havde nogle rigtig gode dage på træningsskolen. Vi lærte om børnepasning i USA, specielt ting som er unikke for måden, de gør tingene på i USA. Det er obligatorisk, at man skal tilbringe 5 dage på træningsskolen i New York, som ender med en guidet tur til New York. Fredag blev det tid til at rejse fra New York til San Francisco. Jeg tror aldrig, at jeg har været så nervøs i hele mit liv, som jeg var den dag. Masser af mystiske spørgsmål begyndte så småt at dukke op i mit hoved. Spørgsmål så som: Skal jeg give min værtsfar et kram, når han henter mig i lufthavnen? Kan de lide mig? Er jeg god nok, som Au Pair for deres lille dreng? Hvordan kommer det til at gå med at være så langt væk hjemmefra i så lang tid? Det var urolig nervepirrende, men det gik selvfølgelig rigtig fint.

Den første weekend tilbragte jeg sammen med min værtsfamilie. Vi ordnede nogle praktiske ting, og de viste mig rundt i området. I starten brugte vi ret meget tid på at snakke om alt for at lære hinanden at kende. Det er ret underligt at bo hos en fremmed familien i starten, men det bliver hurtigt hverdag. Man bliver ret hurtig en del af familien og deres hverdag.

Der er meget forskel på, hvordan de forskellige Au Pairs’ skemaer ser ud. Men der er nogle regler fra organisationens side af. Man må ikke arbejde mere en 45 timer om ugen og 10 timer per dag. Man skal have 1.5 dag i træk fri om ugen. Mit skema har ændret sig siden jeg startede, da min værtsfamilie er flyttet lidt sydpå, de har fået et barn mere, min værtsmor har sagt sit job op og min næsten 3 årige værtsdreng er i skole 2 dage om ugen 2.5 time af gangen. Jeg arbejder 45 timer om ugen. Jeg starter 7.30/8.00 og frem til min værtsfar kommer hjem fra arbejde mandag til fredag, og hver weekend har jeg fri. Når jeg har fri bruger jeg som regel min tid sammen med mine veninder, tager i fitness eller noget lignende. Vi bor nu ca. 30 minutter fra San Francisco med tog, hvilket betyder, at jeg ikke tager dertil hver weekend, men en gang imellem gør jeg. Som Au Pair tjener man $195.75 om ugen, så man har heller ikke penge til at tage væk hver weekend. Familien betaler for kost og logi, så det man tjener er udelukkende til eget forbrug. Når man tilbringer 12 måneder her, får man 14 dages ferie, hvor man stadig får sin løn. Så der har man mulighed for at komme ud og se noget. Hvis man vælger at forlænge sit ophold med 6 måneder, får man yderligere 7 dages ferie, og hvis man vælger at forlænge sit ophold med 9 eller 12 måneder får man yderligere 14 dages ferie.

Som Au Pair har man en Local Coordinator, som er en kontaktperson fra Cultural Care’s side, som man skal mødes med en gang om måneden. Vi mødes med hende og de andre Cultural Care Au Pairs i vores området. Hun skal tjekke, at man ikke arbejder for meget, at man har det godt i familien, og at man bliver betalt. Man mødes jo som sagt med de andre Au Pairs i ens område en gang om måneden. Dette er en rigtig god måde at møde nye venner på. Der er også en masse Facebook grupper, hvor man kan skrive på, hvis man gerne vil mødes med nogle. I starten møder man ret mange nye mennesker, men man finder hurtigt ud af, hvem man gerne vil tilbringe sin tid sammen med. Udover det skal man have nogle timer i skole, hvor man også møder en masse mennesker. Familien skal betale $500 af de timer, som man vælger at tage på skole, men man kan sagtens få alle sine timer inden for de penge. Man får en del venner og veninder fra hele verden, hvilket er super lækkert.

Det er underligt at tænke på, hvor meget der sker, mens man er væk, og hvor meget man ændre sig på så kort tid. Jeg har helt klart lært en del om mig selv og føler da også, at jeg har fået en del mere selvtillid. Jeg har en lillebror derhjemme på 9 år. Før jeg tog af sted, havde vi ikke det tætteste forhold, men efter jeg er taget af sted, er han begyndt at vise sin, hvor meget han holder af mig på en helt anden måde. Min pointe er, at jeg føler, at jeg har fået et helt andet forhold til min familie, end før jeg tog af sted. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og besøge min familie til jul. Det bliver rigtig lækkert at se dem alle igen.

Et råd fra mig til dem der skulle overveje at tage af sted som au pair ville være: Gør det! Det er en kæmpe oplevelse, som jeg overhoved ikke ville være foruden.

Der kan findes masser af information om det hele på www.culturalcare.dk

Mange hilsner Majken Andreasen, elev 08/09

Jeg vil meget gerne svare på spørgsmål, hvis der skulle være nogle. Jeg kan kontaktes på majken@sasslind.dk


Min klasse på træningsskolen - alle dem der skulle til Californien

Så er vi klar til afgang mod USA - sidste billede taget i Danmark

Palaca of fine arts - vi gik tur her flere gange om ugen, før vi flyttede

Golden Gate Bridge - vi boede 30/45 minutters gang herfra før vi flyttede 
(næsten så tæt på som muligt)

San Francisco

Jul i San Francisco

Halloween 2013

Halloween 2012




torsdag den 31. oktober 2013

Sikkerhedszone??

I løbet af mit efterskoleår snakkede min forstander, Jens, ofte om vores såkaldte ”sikkerhedszone”. Vi hørte om, hvordan vi med vores efterskoleophold brød denne zone, udvidede den - og hvordan det ville hjælpe os videre frem.

I starten af året var det lidt svært at forstå, hvad han egentlig mente med dette – min sikkerhedszone? Jeg havde aldrig før nu tænkt over, hvornår jeg følte mig sikker, og hvornår jeg ikke gjorde. Før efterskole var jeg aldrig blevet smidt ud på åbent vand, helt uden fornemmelsen af at kunne bunde.

Men først efter noget tid, da jeg begyndte at slippe alt det derhjemme, gik det rigtigt op for mig, at jeg var på efterskole. Og det var mit ansvar, at få noget ud af det. Nok fik jeg så meget foræret, som jeg blot kunne følge. Men skulle det være mere end ”godt”, ja så skulle jeg virkelig presse mig selv - også mere end jeg lige havde lyst til. Det var først dér, jeg brød min sikkerhedszone. Og først dér, mit efterskoleliv begyndte. Og hold da op, hvor var det godt jeg sprang af båden og tog udfordringen op!

Efter jeg gav slip på mig selv, og tillod mig selv at nyde mit efterskoleophold, blev det kun bedre. Mit liv begyndte virkelig. Hvordan levede jeg egentlig før? Jeg blev en helt anden person, selv jeg selv kunne se det. Den store forskel på, hvordan jeg var i starten af opholdet - og så den pige jeg var, da jeg sluttede.

Og det var ikke kun mig, der skete noget med. Jeg udviklede mig sammen med mit elevhold; mine nærmeste venner og veninder. Det virker lidt som om vi voksede op sammen, ligesom søskende. Lærte hinanden at kende helt fra bunden, så vi i dag er mere tætte, end jeg nogensinde har prøvet det før.

Mine venskaber til mine nærmeste fra efterskolen, bl.a. min rumse, er helt anderledes end jeg nogensinde tror, jeg vil få igen. Derfor holder jeg fast, koste hvad det koste vil: Det her får jeg ikke lov at prøve igen, men det var det hele værd. Uden tvivl!

Regitze Pinnerup, 2012/13


tirsdag den 15. oktober 2013

Waooo - gymnastik er fedt!

Hej alle læsere.

I hele ugen op til efterårs ferien, har vi haft omkring 3 timers gymnastik om dagen. Det synes jeg har været super fedt, og især når lærerne også har været 110% med på den. I starten da de fortalte os, at vi hver dag skulle have cirka halvanden times pigegymnastisk og halvanden times fællesgymnastik, var min første tanke nok at jeg ville dø LIGE med det samme. Men da vi så gik i gang, var det slet ikke så svært at lære, som jeg faktisk havde forventet. Til fællesgymnastik skulle vi finde en partner, som vi så skulle lave løft- og fællesserien med. Det gik bare så godt med at øve, ALLE dage. Jeg havde faktisk ikke forventet at jeg ville blive løftet - men så var det jo godt at min partner er sådan et stort muskelbundt, og bare lige smider mig op på sin skulder!! :O)

Da vi skulle opvise, var jeg meget spændt på at vise mine forældre, hvad vi som et stort fællesskab her på VMSE havde lært i løbet af ugen. Musikken til indmarchen startede, vi gik i takt, og det vare bare så fedt. Hænderne var svedige, der var sommerfugle i maven, hjertet galoperede derud ad mens vi lavede serierne! Det kan slet ikke forklares, hvor fedt det bare var at står der og bare give den max gas. Den følelse, som det gav i maven da vi var færdige, var en følelse af stolthed, selvsikkerhed og ikke mindst et kæmpe smil på læben!
Da vi var færdige med det hele, skulle vi sige farvel til alle, og ønske hinanden en god ferie, og wooow det var en trist følelse, jeg savner allerede omgivelserne, menneskerne, lærerne og ikke mindst min rumme. Ligenu sidder jeg og skriver dette bloginlæg, og imens tænker jeg på alt det, vi har oplevet i denne uge. Altså en ting som jeg er 110% sikker på er da, at fra nu af og indtil vi stopper på VMSE, vil jeg gå all-in på gymnastikken, så det bliver perfekt!!

Tak for fede oplevelser - Frida Therkelsen




 



torsdag den 10. oktober 2013

Jeg lærte at være væk hjemmefra!


Mit navn er Majken. Jeg er 20 år gammel og gik på Vestbirk Musik- og Sportsefterskole i 08/09. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg tænker tit tilbage på min tid med rigtig stor glæde. Jeg var så heldig, at jeg kunne forlænge mit efterskoleophold med 1 uge til landsstævne i Holbæk. Det var den fedeste oplevelse i hele verden.

Lige efter efterskolen tog jeg mig en studentereksamen på STX på Nordfyns gymnasium. Derefter tog jeg en kæmpe beslutning: at tage en tur til USA som au pair. Her er jeg så stadig, nu 14 måneder efter jeg tog hjemmefra. Jeg har valgt at blive her i 21 måneder i alt. 

Hvordan har Vestbirk Musik- og Sportsefterskole så påvirket mig til at være, hvor jeg er i dag? I løbet af mine 14 måneder her i USA, har jeg udelukkende haft hjemve én enkelt dag, hvilket var dagen, hvor min lillebror skulle konfirmeres. Jeg har aldrig rigtig lidt af hjemve, men jeg er overbevist om, at jeg ikke ville kunne have klaret det med så lidt hjemve uden efterskolen. Jeg lærte at være væk hjemmefra, hvilket jeg så meget har haft brug for i min tid her. Jeg har en rigtig dejlig veninde, som jeg mødte på efterskolen, som var så sød at komme og besøge mig herovre. Det ville jo helt klart ikke være sket, hvis vi ikke begge havde gået på efterskolen. Efterskolen har i den grad været med til at modne mig og give mig mod til at rejse ud i verden.

Jeg var på springlinjen og havde også udvidet pigegymnastik, hvilket betød, at jeg havde sport hver dag, og nogle gange flere gange om dagen. Det var super dejligt og trods en gang skinnebensbetændelse, nød jeg virkelig at have mulighed for at blive rørt så meget. Jeg gik til gymnastik, før jeg tog på efterskole, så jeg var vant til at lave gymnastik. Det var dog en noget anden oplevelse på efterskolen. Jeg kom fra en lille lokal forening, hvilket betød, at mit hold max var på 20 personer. Jeg nød derfor at komme ud med et stort hold. Det sammenhold man får som gruppe, når man er ude og lave opvisning, er så fed. 

Jeg tænker tit tilbage på tiden, hvor vi var ude og lave opvisning. Jeg savner det så meget, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage endnu et år på efterskole. Jeg var så heldig, at mit efterskoleophold faldt sammen med landsstævne. Jeg elskede at være ude at lave opvisning med efterskolen, og var helt vild over at have prøvet det. Men at lave opvisning til landsstævne var en endnu vildere oplevelse. Det kan ikke beskrives, hvor fed en oplevelse det var. Jeg ville ønske for alle der kommer på efterskole, at de ville have muligheden for at tage til landsstævne. Det var en vildt fantastisk forlængelse og total fed afslutning af efterskoleopholdet. 

Jeg var så uheldig, at min far og hans kone blev skilt i løbet af mit ophold. Jeg fik et opkald af min far en aften, hvor han gav mig den triste besked. Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det. Men at være på en efterskole, hvor man har nogle helt fantastiske venner, veninder og lærere, som er der for en, var fantastisk. Jeg fik en kæmpe støtte af mine værelseskammerater og andre veninder. Ydermere havde jeg nogle fantastiske lærere, som også hjalp mig rigtig meget. 

Jeg er så taknemlig over, at mine forældre valgte at sende mig på efterskole. Den oplevelse ville jeg helt klart aldrig have været foruden. Det at være en del af så stort et fællesskab er fantastisk. Jeg vil ønske for alle, at de vil få muligheden for at komme en tur på efterskole. Jeg vil gerne takke alle mine fantastiske lærere, venner og veninder for et fantastisk år. En speciel tak skal lyde til mine fantastiske værelseskammerater, som var med til at gøre mit år fantastisk.

Mange hilsner Majken Andreasen, elev 08/09



















mandag den 7. oktober 2013

Selvfølgelig! - jeg skal være efterskolelærer!


Jeg hedder Nanna Rugholm, 17 år gammel og gik på Vestbirk Musik – & Sportsefterskole 12/13. Det var det bedste år i mit liv! Jeg har aldrig oplevet noget så fedt som efterskole....

Nu går jeg på Skanderborg Gymnasium. Det er fedt, men ikke lige så fedt som efterskole var. Hver dag savner jeg alt det jeg havde på efterskolen. Jeg kan ikke undvære efterskolelivet. Lige så snart jeg åbnede døren, så var alle vennerne der. Der skete altid noget på skolen. Det savner jeg specielt.

Noget fra efterskolen, som jeg specielt ikke kan undvære, er den gang jeg boede på, nemlig Gyngen! – The Gyng’ Gang, den bedste gang på VMSE! Det var den bedste gang og det var de mest fantastiske personer, som boede på min gang. Vi havde verdens bedste fællesskab, selvom vi alle sammen kom med hver vores personlige bagage. Der var der plads til alle. Vi lærte hurtigt hinanden at kende og pludselig kan jeg ikke undvære nogen af dem. The Gyng’ Gang er min anden familie og vil altid være det!

Imens jeg var på efterskolen, så jeg hvor fedt et job lærerne havde. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad jeg skulle være når jeg blev stor. Selvfølgelig! Jeg skal være efterskolelærer. De har da det fedeste job. En hverdag fyldt med nye ufordringer hver dag. Sørge for at eleverne har det godt på efterskolen, snakke med dem, når de har det svært - eller bare spise slik og have det sjovt med dem. Det må være noget helt unikt. Være en del af et lærerhold som har det bedste sammenhold, det må simpelthen være drømme jobbet.

Min store drøm er nu selv at blive efterskolelærer. En dag vil jeg være den lærer, der underviser de boldglade elever i fodbold eller helt nye, som gerne vil se hvor cool fodbold er. Jeg vil søge for at eleverne får det bedste efterskoleophold, et år på efterskole de aldrig vil glemme og ikke kan undvære. Lige som mig selv.

En dag vender jeg tilbage til Vestbirk og underviser i fodbold, musik og måske meget mere. VMSE 12/13 – et efterskole år jeg ikke kan undvære!

Mange varme hilser fra Nanna Rugholm – elev på VMSE 12/13






Store oplevelser på Rømø

Hej folkens.

Jeg vil fortælle lidt om anden dag på vores adventure-tur til Rømø og vise jer lidt billeder: 

Jeg stod op klokken seks for at læse - vi skal først være oppe klokken otte. Der vi skal hente frisk mælk. Man skal have vasket op og tørret af kvart i ni.  Vi skal mødes med lærerne klokken ni ude ved siden af hvor vi bor. 

Så blev vi inddelt i hold: A, B, C og D. Jeg var så heldig at mit hus og jeg var hold D. Vi skulle starte dagen med at bygge vores sæbekassebiler. Det var mega sjovt! To fra mit hus havde ikke noget at lave udenfor, så de fandt noget pap og sad indenfor og lavede dekoration til sæbekassebilen. 

Vores frokostpause var lidt kort, fordi vi skulle skynde os og gå ned til stranden og køre på blowkart. Vi fik ti minutter til at skifte tøj og spise - ja man må lide for og hygge sig :o)  

Jeg har desværre selv ikke prøvet, men Cecilie Iversen har sagt: "Det er en oplevelse at prøve i en time eller to, men så bliver man træt!". Der er sikkert andre, der synes de kunne blive ved i en evighed. Jeg synes nu også det var vildt at se de andre køre rundt og hygge sig.  

Jeg synes det er en fed start på en fed uge!

Hilsen Line











fredag den 27. september 2013

Super fed musiklinje-weekend


I denne weekend havde vi her på Vesbirk besøg af en masse gamle elever. Nogen af dem var her for at dyrke gymnastik, og dem så vi ikke så meget til. Resten var her for at lave nogle workshops, for os som elsker musik.

Om lørdagen blev vi delt ind i tre hold, hvor vi skiftevis prøvede kræfter med noget kor, sangskrivning og indspilning af vores egne sange. Selv var jeg da lidt nervøs for det med at skrive sange, da det ikke er noget jeg kan finde ud af (endnu!), men jeg kom heldigvis i en gruppe, hvor der var nogen, som havde nogle idéer på forhånd.

Bum! I løbet af to timer havde vi skrevet en tekst og lavet musikken der passede til. Jeg synes selv, at sangen blev ret god, men jeg sidder mest med en følelse af, at det fedeste ikke var SELVE sangen – men det at vi selv kunne skabe noget. Helt fra bunden.Om aftenen var der en kæmpe koncert på scenen i Graceland, et af de mange øvelokaler her på skolen. Alle grupperne skulle op på scenen og spille deres helt eget nummer. Og der blev spillet alt fra sange om hestekød og kage, til nogle lidt mere stille og seriøse numre. Men fælles for dem alle var, at numrene var helt vildt gode! 

Stemningen var helt i top og publikum havde en fest, da det hele kulminerede til sidst. En blanding af gamle og nye elever - samt Søren, en af musiklærerne, gav den max gas på scenen, og der blev danset på livet løs blandt publikum.  Alt i alt var det en vildt god dag, og jeg ville ønske hver weekend kunne være sådan.

Martha Husum
Man kan forresten høre to af sangene, der blev lavet den dag, på SoundCloud: https://soundcloud.com/vmse-officiel